OK vinder nyt udbud til elbiler i Nordsjælland

Der kommer stadig flere elbiler ud på de danske veje. Ved årsskiftet nåede antallet af elbiler op på 200.000, hvilket betyder, at de elektriske køretøjer nu udgør mere end syv procent af den samlede bilpark i Danmark (Foto: OK)
dato

Gribskov Kommune har for nylig afgjort et nyt udbud om offentligt tilgængelige ladestandere til elbiler, og i den forbindelse skal energiselskabet OK hjælpe med at løse behovet for flere ladepunkter i den nordsjællandske kommune.

Der kommer stadig flere elbiler ud på de danske veje. Ved årsskiftet nåede antallet af elbiler op på 200.000, hvilket betyder, at de elektriske køretøjer nu udgør mere end syv procent af den samlede bilpark i Danmark.

Og det stiller krav til ladeinfrastrukturen rundt om i landet, især hvis endnu flere bilister skal vælge elbilen til i fremtiden.

”Vi er glade for samarbejdet med Gribskov Kommune og ser frem til at udvide vores tilstedeværelse i området. Udbuddet giver os mulighed for at hjælpe endnu flere ladetrængende elbilister med at få strøm på bilen, og det understøtter i høj grad den grønne omstilling af transporten,” siger Thor Folmann Krarup, OK’s e-mobilitetschef.

Inden året er omme, forventer OK at have sat strøm til 36 nye ladepunkter i kommunen, fordelt på henholdsvis 26 almindelige ladepunkter og 10 hurtige ladepunkter.

Ladepunkterne etableres på forskellige kommunale p-pladser i Helsinge, Tisvildeleje, Græsted, Gilleleje og Vejby. Det er primært ved skoler, idrætsanlæg, i sommerhusområder og tæt på indkøb.

Fakta:

  • Aftalen er et resultat af et større udbud om offentligt tilgængelige ladestandere i Gribskov Kommune. OK har vundet to ud af seks delaftaler i udbuddet.
  • Samarbejdet mellem OK og kommunen omfatter almindelige og hurtige ladestandere, der kan lade med en effekt på op til 22 kW og 75 kW pr. ladestander. Hver ladestander har to ladeudtag.
Kilde: OK
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.