Døgnrapporten i Helsinge: fredag den 22. oktober

Profilbillede
dato

Helsinge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Mistænkeligt forhold, Hellerup

Klokken 08.58 anmeldte en beboer fra Kildedalen, at der om natten klokken 04.22 havde været aktivitet foran hoveddøren. Anmelderen havde set aktiviteten via en app på sin telefon, der var forbundet til et kamera, som sad ved hoveddøren. I appen kunne anmelderen se, at en fremmed mand luskede rundt foran hoveddøren, og via appen og en højtaler i kameraet fik anmelderen fortalt den fremmede mand, at han skulle forlade matriklen, hvilket fik ham samt en anden mand til at løbe fra stedet.

Den ene mand beskrives som: Mand, almindelig af bygning, iført rygsæk, jakke med hætte samt jeans. Der foreligger ikke noget signalement af den anden mand.

En alarm eller en dørklokke med kamera kan være en god måde at forebygge indbrud på.

Færdselsuheld, Frederiksværk

Klokken 09.17 blev det anmeldt, at der netop var sket et færdselsuheld i krydset Jernbanegade/Sandskårsvej. En personbil ført af en 25-årig mand fra Frederiksværk foretog venstresving i lyskrydset, trods der også kom en modkørende personbil ført af en 46-årig kvinde fra Melby, hvorved der skete sammenstød, idet den 46-åriges bil ramte den 25-åriges på den bagerste kofanger. Der skete dermed mindre materiel skade, men ingen personskade.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor den 25-årige blev sigtet efter færdselslovens bestemmelser.

Tyveri, Frederiksværk

Klokken 13.44 blev det anmeldt fra Klinik for Fodterapi på Nørregade, at en fremmed mand havde indfundet sig i butikken klokken 12.30. Den fremmede mand bad om at se på sko i størrelse 41, og efter at have fået fremvist sådanne og taget billeder af dem, hvilket ekspedienten fandt mistænkeligt, forlod han butikken igen. Efterfølgende opdagede ekspedienten, at hans pung inklusive kort og kontanter var væk, og ekspedienten mistænkte, at den fremmede mand havde stjålet den.

Den fremmede mand i butikken beskrives af anmelder som: mand, ikke etnisk dansk af udseende, mørk i huden, 35-45 år gammel, 170-175 cm høj, almindelig af bygning, med sort kort hår. Talte et fremmedsprog. 

Hærværk, Hellerup

Klokken 14.54 blev det anmeldt, at der var blevet udøvet hærværk mod en Porsche, der onsdag dag havde holdt parkeret nær Charlottenlund Fort, idet bilen var blevet ridset fire forskellige steder.

 

Fandt hash i rygsæk, Allerød

Ved et besøg i en spillehal på Birkevej klokken 16.10, blev der fundet en lille mængde hash i en rygsæk. En 23-årig mand fra Lynge blev sigtet for forholdet.

Hash i kælder, Farum

Ved en målrettet indsats imod narkosalg på gadeplan fandt en narkohund klokken 17.30 en moderat mængde hash i p-kælderen ved Nygårdsterrasserne. Hashen blev taget med på politigården og registreret som hittestof.

Diesel stjålet, Helsinge

Mellem onsdag aften og torsdag morgen klokken 05.15 er der stjålet mellem 80 og 100 liter diesel fra en lastbil, der holdt på Aggebovej. Tyveriet blev anmeldt torsdag eftermiddag klokken 17.47.

Dreng viftede med pistollignende genstand, Helsingør

Klokken 19.07 kom en dreng ind i Mast Burger på Rosenkildevej, hvor han pegede på den ene medarbejder med en pistollignende genstand og sagde noget på et udenlandsk sprog, hvorefter han gik ud af forretningen og forlod stedet sammen med to andre drenge, som stod uden for. Flere patruljer blev sendt til området, men de tre drenge var ikke at finde. Den dreng, som gik ind i brugerforretningen beskrives som 10-13 år, udenlandsk af udseende og iført mørk hættetrøje.

Biler ramt af appelsiner, Nordsjælland

Flere bilister blev torsdag aften omkring klokken 21 ramt af appelsiner, da de kom kørende ad Hillerødmotorvejens forlængelse mellem Hillerød og Kildevej i Helsinge. Appelsinerne blev kastet fra en modkørende bil og mindst en af de andre bilister fik knust forruden i sin bil. Nordsjællands Politi ser meget alvorligt på sagerne, som heldigvis ikke medførte, at nogen kom til skade denne gang.

Forsøgte at bryde ind, Vedbæk

En mand forsøgte klokken 20.39 at bryde ind i en villa på Bueager. Manden havde brudt et vindue op, men valgte at tage flugten, da en alarm gik i gang. Han beskrives som 180 cm høj, almindelig af bygning iført armygrøn dunjakke, mørk hat/hue, blå jeans og lyse kondisko. Det lykkedes ikke den patrulje, som kom til stedet, at finde gerningsmanden.

 

Du kan gøre det svært for tyven at bryde ind ved at sikre dine vinduer fx ved at skrue/sømme glaslisterne fast og sætte sikringsbeslag eller håndtag, der kun kan åbnes med lås eller kode på vinduer og døre.

Flere borgere hørte skud, Græsted

Flere borgere ringede omkring klokken 02 fredag nat til politiet og portalte, at de havde hørt flere skud fra området omkring en parkeringsplads på Udsholt Strandvej. Flere patrulje blev sendt til området, hvor der blev fundet afskudte haglpatroner på arealet fra parkeringspladsen og frem mod klitterne. Der blev ikke fundet nogen tegn på, at der skulle være personer, der skulle være ramt.

Musik på morgenkvisten, Gentofte

En patrulje mødte klokken 04.19 to særdeles morgenfriske unge mænd, som spillede fodbold og hørte musik ved Tjørnegårdsskolen. De to blev bedt om at skrue ned for musikken, så de omkringboende kunne sove lidt længere.

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi