Døgnrapporten i Helsinge: onsdag den 5. januar

Profilbillede
dato

Helsinge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Indbrud i uddannelsesinstitution, Kgs. Lyngby

Mellem mandag klokken 14.00 og tirsdag klokken 07.30 var der indbrud i en uddannelsesinstitution på Nørgaardsvej. En ukendt gerningsperson skaffede sig på ukendt vis adgang til stedet og forsøgte herefter blandt andet at bryde en dør op til kælderen. På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der endnu ingen oplysninger om eventuelle stjålne genstande.

 

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

En 49-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby mistede af ukendte årsager klokken 08.31 herredømmet over sin bil på Christian X’s Alle, hvilket resulterede i, at han påkørte en parkeret bil. Der skete ikke umiddelbart større personskade, men bilisten blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til tjek på hospitalet. Grundet bilernes placering var vejen en kort overgang spærret, mens der blev ryddet op efter uheldet. 

Narkokørsel, Helsingør

En 26-årig mandlig bilist fra Helsingør blev klokken 09.20 standset af en patrulje på hestens Bakke. Et narkometer viste, at manden formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Derudover blev han også sigtet for at køre bil i frakendelsestiden og for at transportere et barn uden anvendelse af korrekt sikkerhedsudstyr. Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring mandens eventuelle narkopåvirkning.

Indbrud i villa, Hellerup

Klokken 10.14 blev det anmeldt, at en beboer i en villa på Ahlmanns Alle kort forinden var blevet vækket ved, at en fremmed mand befandt sig i huset. Da manden opdagede beboeren, undskyldte han sig på engelsk og forsvandt fra boligen. Efterfølgende kunne det konstateres, at huset var blevet gennemrodet. Patruljer kørte til området for at lede efter manden, men det var ikke muligt at udfinde ham. Der foreligger på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ikke yderligere oplysninger om signalement af gerningsmanden.  

Mand udgav sig for at være bankansat og begik bedrageri, Farum

På vegne af en ældre kvinde fra Farum blev det klokken 11.24 anmeldt, at kvinden dagen før var blevet udsat for bedrageri af en mand, som udgav sig for at være bankansat. Kvinden havde modtaget et opkald fra manden omkring klokken 16, hvor han forklarede, at nogen havde forsøgt at misbruge kvindens kreditkort, og hun skulle derfor lægge kortet i en kuvert og aflevere det til en mand, som ville komme forbi kvindens adresse. En mand var efterfølgende dukket op på adressen, og derefter var der blevet hævet et kontantbeløb, inden kreditkortet var blevet spærret. Manden, som kom forbi kvindens adresse, beskrives som: dansk af udseende, ca. 20 år, 180-185, spinkel af bygning, lys i huden og med kort lyst hår. Iført jeans, ternet skjorte og en løs jakke. Talte dansk. 

Nordsjællands Politi gør opmærksom på, at banker ikke benytter sig af sådanne fremgangsmåder, og opfordrer borgerne til ikke af udlevere deres kreditkort og/eller personlige oplysninger til ukendte personer. Såfremt man er i tvivl om, hvorvidt der er tale om en reel henvendelse, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få dette be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til det pågældende ansættelsessted og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.

Pung stjålet fra jakkelomme, Hundested

En 47-årig kvinde fra Valby anmeldte klokken 12.34, at hun omkring en time tidligere havde fået stjålet sin pung fra sin jakkelomme, mens hun handlede i Netto på Nørregade.

Spirituskørsel, Ølstykke

En borger anmeldte klokken 12.51, at han havde bemærket en kvindelig bilist, som han mistænkte kørte spirituskørsel. En patrulje kørte efter borgerens anvisninger til Niels Olsens Vej, hvor borgeren havde standset den kvindelige bilist, en 60-årig kvinde fra Ølstykke, og holdt hende under observation. Et alkometer viste, at kvinden havde en promille over det tilladte, og hun blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Herefter blev hun transporteret til hospitalet for udtagning af en blodprøve, som præcist skal fastslå kvindens eventuelle promillegrad. Der skal lyde stor ros til borgeren for hans observationer og ageren i forbindelse med hændelsen. 

Pung stjålet, Allerød

Klokken 13.19 blev det anmeldt, at en 93-årig kvinde havde fået stjålet sin pung, mens hun handlede i Rema1000 på Lilledal omkring klokken 11.45. Kvinden forklarede, at to personer havde gået og stået meget tæt på hende i supermarkedet, og via overvågning fra stedet sås to personer tage kvindens pung op af hendes lomme. Der foreligger på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse intet nærmere signalement af gerningspersonen. 

Besiddelse af stoffer, Farum

En patrulje henvendte sig klokken 13.40 til en 26-årig mand fra Farum, som befandt sig i kælderen under Bybæksterrasserne. Ved visitation blev han fundet i besiddelse af en mindre mængde amfetamin og hash, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.

Tricktyveri, Holte

En 81-årig mand fra Holte anmeldte klokken 14.24, at han omkring klokken 13.45 havde fået stjålet sin pung, mens han handlede i Kvickly i Holte Midtpunkt. En person var gået ind i den 81-årige under hans indkøbstur, og da han skulle betale, opdagede han, at hans pung var blevet stjålet. Der foreligger på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse intet signalement af gerningspersonen. 

Besiddelse af hash, Hillerød

I krydset ved Hammersholtvej og Carlsbergvej foretog en patrulje klokken 14.55 ransagning af et køretøj. I den forbindelse blev der fundet en mindre mængde hash, og bilens fører, en 28-årig mand fra Helsingør, blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.

Alvorligt færdselsuheld, Ølstykke

Der indløb klokken 15.02 anmeldelse om et færdselsuheld, hvor en 21-årig kvindelig bilist fra Tølløse-området kom kørende i vestlig retning ad Krogholmvej og krydsede over i modsatte vognbane, hvor hun frontalt påkørte en varebil ført af en 39-årig mand fra Kgs. Lyngby. Patruljer kørte til stedet, hvor der blev foretaget vejafspærring, mens redningsarbejdet pågik. 

Kvinden samt en passager i varebilen, en 29-årig mand uden kendt adresse, var fastklemte i køretøjerne efter uheldet og måtte klippes fri. Grundet alvorlig tilskadekomst blev kvinden derefter fløjet med helikopter til hospitalet, mens den 29-årig mand blev kørt med ambulance og eskorte til hospitalet for behandling af alvorlig tilskadekomst.  

Bilinspektører samt Kriminalteknisk Støtte blev kaldt til stedet for at foretage undersøgelser grundet færdselsuheldets alvorlige karakter. Kort efter klokken 18 var undersøgelserne og oprydningsarbejdet afsluttet, og der blev åbnet for trafikken igen. Efterfølgende er den 21-årige kvindelige bilist blevet sigtet for overtrædelse af færdselsloven samt for narkokørsel. Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring hendes eventuelle narkopåvirkning.

Nordsjællands Politi kan ikke give yderligere oplysninger om personernes tilstand.

Havde hash på sig, Ølstykke

En gruppe unge var tirsdag eftermiddag forsamlet på en p-plads på Ny Toftegårdsvej, hvor en af dem, en 19-årig mand fra Frederikssund, blev sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde hash. 

Kørte uden kørekort, Helsingør

Tirsdag klokken 19.44 blev en 17-årig ung mand standset, da han kom kørende ad Piskesmældet. Den unge mand blev sigtet for kørsel uden førerret.

To bilister fik klip i kørekortet, Kgs. Lyngby

To bilister fik tirsdag aften hver et klip i kørekortet ved en målrettet færdselsindsats mod for høj hastighed på Helsingørmotorvejen ved Klampenborgvej.

Faldt i voldgraven, Hillerød

Tirsdag aften faldt en kvinde i voldgraven ved Frederiksborg Slot. En snarrådig borger fik hjulet kvinden op af vandet og tilkaldt en ambulance, så hun kunne blive kørt til tjek på hospitalet.

Tyv taget på fersk gerning, Hellerup

En 62-årig mand fra Valby blev tirsdag aften sigtet for tyveri, efter en borger greb ham på fersk gerning, da han var ifærd med at stjæle et par briller og et mobilladekabel fra en bil, som holdt på Vespervej. 

Narkobilist uden kørekort, Helsinge

Klokken 21.45 tirsdag aften blev en 26-årig mand fra Hvidovre standset, da han kom kørende ad Rundinsvej. Her viste det sig, at han var påvirket af narkotika og ikke havde noget kørekort. Han blev derfor sigtet for begge forhold.

Kørte bil i frakendelsestiden, Helsingør

En 40-årig mand fra Helsingør blev klokken 01.50 natten til onsdag standset, da han kom kørende ad Kongevejen. Da han tidligere var frakendt sin førerret og denne frakendelse fortsat er gældende, blev han sigtet for at køre bil i frakendelsestiden. 

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi