Donation styrker sammenholdet blandt børnene i Team Helsinge Håndbold

På billedet ses Birgit Holmsgaard og Susanne Brøgger fra LB Foreningen samt Andreas Grønbæk sammen med børn og unge fra Team Helsinge Håndbold.
dato

Med en donation på 10.000 kr. fra LB Foreningen i Nordsjælland får Team Helsinge Håndbold økonomisk støtte til at sende cirka 70 børn og unge til stor turnering i Sverige. ”Det er en kæmpe oplevelse og styrker i den grad sammenholdet på tværs af klubben. Det passer virkelig, når Lundaspelans slogan er ”MEMORIES FOR LIFE!”, lyder det fra Andreas Grønbæk, fra Team Helsinge Håndbold.

Der var stor glæde i Team Helsinge Håndbold, da nogle af de børn og unge der skal med til Lund fik overrakt en stor papcheck på 10.000 kr. fra de lokale repræsentanter fra LB Foreningen i Nordsjælland, Susanne Brøgger og Birgit Holmsgaard.

”Vi er på børnenes vegne meget glade og taknemlige for den flotte donation fra LB Foreningen, som giver os mulighed for at give lidt ekstra oplevelser, til de 70 børn og unge, som vi sender afsted til Lundaspelan i Sverige, som er en af verdens største håndboldturneringer for børn og unge med over 800 tilmeldte hold i år,” forklarer Andreas Grønbæk.

Lundaspelan har været en tradition i Team Helsinge Håndbold i årtier og det skaber en helt unik mulighed for at styrke sammenholdet på tværs af de mange ungdomshold i klubben:

”Vi har rigtig gode erfaringer med at få børnene afsted. Det er helt fra U9 til U15, og der er masser af læring for alle børnene. De mindste lærer noget om at være hjemmefra uden mor og far, og de store lærer at passe på de små. Så det giver virkelig noget til sammenholdet, og alle får en oplevelse for livet og kommer hjem en halv meter højere – og det er uanset de sportslige resultater” siger Andreas Grønbæk.

I LB Foreningen er man meget glade for at kunne støtte turen til Lundaspelan:

”Vi har stort fokus på fællesskab, ikke mindst børn og unge. Så da muligheden for at kunne støtte en konkret aktivitet, der satte fokus på netop det, så var det ikke svært for os at vælge,” forklarer Susanne Brøgger fra Gilleleje, der sammen med Birgit Holmsgaard fra Hillerød har stået for donationen til Team Helsinge Håndbold.

Turen til Lundaspelan løber af stablen fra den 26.-30. december.

OM TEAM HELSINGE HÅNDBOLD
Team Helsinge er stiftet i 1992, efter en fusion af Ramløse Håndbold og Helsinge Håndbold. Klubben har i dag ca. 400 medlemmer – heraf ca. 150 i ungdomsafdelingen. Klubben er en af samarbejdsklubberne under ligaholdet Nordsjælland Håndbold, men er i det daglige primært en klub med fokus på sammenhold og breddeidræt. 

OM LB FORENINGEN
LB Foreningen er ejer af LB Forsikring, som er Danmarks største medlemsejede privatforsikringsselskab, med over 430.000 medlemmer. De mange tusinde medlemmer repræsenteres af 70 delegerede valgt af medlemmerne over hele landet. De står bl.a. for velgørende uddelinger i deres regioner.

LB Forsikring består af Lærerstandens Brandforsikring, Runa Forsikring, Bauta Forsikring og LB Forsikring til PFA. Som forsikringstager i LB Forsikring er man også medlem af LB Foreningen og dermed medejer af LB Forsikring. 

Kilde: LB Foreningen