Helsinge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Forsøg på indbrud i skurvogne, Frederikssund
Mellem onsdag klokken 15.30 og torsdag klokken 05.45 forsøgte ukendte gerningspersoner at tiltvinge sig adgang til to skurvogne på en byggeplads på Strandvangen ved at opbryde vinduerne i dem. Dette lykkedes dog ikke, og der blev derfor ikke foretaget indstigning og ej heller umiddelbart stjålet noget fra stedet.
Færdselsuheld, Hellerup
En 33-årig kvinde fra Frederiksberg kom klokken 08.29 cyklende på el-cykel ad Tuborgvej i østgående retning, hvor hun i krydset ved Sankt Lukas Vej påkørte en 52-årig kvindelig bilist fra Slangerup, som havde overset cyklisten, da hun skulle svinge ind på Tuborgvej fra Sank Lukas Vej.
Der skete ved uheldet ikke umiddelbart større personskade, men en ambulance blev for en sikkerheds skyld sendt til stedet for at tjekke parterne.
Den 52-årige bilist blev efterfølgende sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Kørsel uden førerret, Frederikssund
På J.F. Willumsens Vej blev en 39-årig mandlig bilist fra Ølstykke standset af en patrulje klokken 09.13. Her blev han bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket han dog ikke kunne efterkomme, idet han havde fået inddraget sin førerret. Han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.
Mand truede anden mand med hjulnøgle, Hillerød
Klokken 10.16 indløb der anmeldelse om, at en mand grundet en uoverensstemmelse ved vaskehallen ved 7/Eleven på Milnersvej havde truet en 50-årig mand fra Skævinge med en hjulnøgle ved at løfte den over hovedet med front mod manden. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf begge parter og sigtede en 38-årig mand fra Skævinge for truslerne.
Færdselsuheld, Farum
I krydset ved Paltholmvej og Langager Alle skete der klokken 10.44 et færdselsuheld. En 53-årig kvindelig bilist fra Farum kørte ad Langager Alle i nordlig retning, hvor hun i krydset ved Paltholmvej fortsatte lige frem for rødt lys, hvorved hun påkørte en 59-årig kvindelig bilist fra Stenløse, som var ved at foretage et venstresving i krydset fra Paltholmvej og ind på Borgmester Jespersensvej.
Begge parter blev kørt med ambulance til tjek på hospitalet, og den 53-årige kvinde blev efterfølgende sigtet for at køre over for rødt lys.
Butikstyveri, Snekkersten
Klokken 11.45 blev det anmeldt, at en mand blev tilbageholdt ved Snekkersten Station, efter han havde forsøgt at løbe fra Føtex, hvor han havde stjålet varer fra. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 40-årig mand fra Helsinge, som de sigtede for butikstyveri.
Sigtet for at forvolde fare for andres liv eller førlighed, Charlottenlund
En 53-årig mand fra Charlottenlund anmeldte klokken 13.10, at han netop var kommet kørende ad Bernstorffsvej, da en sten blev kastet mod hans forrude. I bakspejlet så han en mand, som også kastede en sten mod bilen bag ved den 53-åriges.
En patrulje kørte til stedet, hvor de udfandt en 24-årig udenlandsk mand, som de anholdt og sigtede for at forvolde fare for andres liv eller førlighed.
Mistænkeligt forhold, Nivå
Klokken 15.03 blev det anmeldt, at tre personer udviste mistænkelig adfærd, idet de havde taget en stige fra et skur ved Nivågårds Malerisamling, men var løbet fra stedet, da de opdagede, at de var blevet observeret. En patrulje kørte til området, hvor de traf tre unge mænd på henholdsvis 16, 17 og 18 og fra Nivå og Hørsholm, som svarede til beskrivelserne fra anmeldelsen. De blev kraftigt formanet om deres opførsel, ligesom der blev taget kontakt til deres forældre.
Kørsel uden førerret, Birkerød
En 30-årig mandlig bilist fra Brøndby blev klokken 15.30 standset af en patrulje på Rolighedsvej. Her blev han sigtet for at køre bil uden førerret, da han ikke hver generhvervet sig denne.
Koordineret indsats med SKAT, Kokkedal og Nivå
Som led i en koordineret indsats med SKAT var Nordsjællands Politi torsdag eftermiddag til stede flere steder i Kokkedal og Nivå. I den forbindelse blev der udfundet en moderat mængde hash på Egedalsvænge i Kokkedal og en bil samt et sæt nummerplader blev beslaglagt på Højengen i Kokkedal.
En 35-årig mandlig bilist fra Valby blev anholdt og sigtet for narkokørsel, idet et narkometer viste, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer på Brønsholmdalsvej i Kokkedal.
Yderligere blev et antal personer visiteret i både Kokkedal og Nivå, og en 32-årig mand fra Farum blev sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde hash på Holmegårdsvej.
Færdselsuheld, Græsted
Omkring klokken 16.15 indfandt en mand sig i en personbil på forpladsen ved OK tankstationen. Pludselig slog køretøjet bak, hvorefter det kørte igennem væggen til et skur, således halvdelen af bilen endte inde i skuret. En patrulje blev sendt til stedet, hvor føreren, en 55-årig mand fra Birkerød, blæste alkometeret op over det tilladte, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille. Der skete ingen personskade ved hændelsen.Indbrud i virksomhed, Værløse
Klokken 17.00 blev det anmeldt fra en virksomhed på Lejrvej, at der imellem klokken 03.00 og 17.00 havde været indbrud, og at en eller flere gerningspersoner havde stjålet tre stole, efter en dør var blevet opbrudt.Butikstyveri, Farum
Klokken 17.10 anmeldte personalet fra Kvickly, at de stod med en butikstyv, der havde forsøgt at stjæle varer for cirka 300 kroner. Da butikstyven var under 18 år gammel, blev en patrulje sendt til stedet, hvor en 15-årig dreng fra Farum blev sigtet for butikstyveri, hvorefter han blev hentet af sine forældre.Surfere i havsnød, Græsted
Klokken 17.25 blev det anmeldt, at en eller to surfere umiddelbart var i havsnød ud for Udsholt Strand. Politi og beredskab blev sendt til stedet, sidstnævnte blandt andet med en båd, og omkring klokken 17.50 blev de to personer hevet op i båden, trætte efter oplevelsen, men ellers uden behov for yderligere fysisk behandling.Indbrud i kirke, Humlebæk
Klokken 18.13 blev det anmeldt fra Strandvejskirken, at der imellem onsdag klokken 17.00 og torsdag klokken 18.00 havde været indbrud i kirken, idet et vindue var opbrudt, ligesom der var spor af færden i kirkens fællesarealer samt på kontoret. Der var dog umiddelbart ikke stjålet noget.Kørsel uden førerret, Hillerød
Klokken 19.35 blev en 34-årig mandlig bilist fra Skovlunde standset og kontrolleret på Herredsvejen. Her viste det sig, at han ikke havde førerret, hvorfor han blev sigtet for kørsel uden førerret.Utryghedsskabende opførsel, Birkerød
Klokken 20.05 anmeldte en kunde i Netto, at en gruppe unge mænd stod og spærrede for udgangen og skabte utryg stemning. En patrulje blev sendt til stedet, hvor seks unge mænd fra lokalområdet blev truffet og bedt om at finde et andet sted at hænge ud.
Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 25. - 26. februar 2021