Helsinge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Kørsel i frakendelsestiden, Nivå
Klokken 10.38 blev en 21-årig mandlig bilist fra Helsinge standset og kontrolleret på Helsingørmotorvejen ved Nivå-afkørslen. Her viste det sig, at han sad bag rattet, selvom han var blevet frakendt retten til at føre bil og stadig befandt sig i frakendelsestiden, hvorfor han blev sigtet for dette, ligesom han kørte 142 km/t, selvom det kun er tilladt at køre 110 km/t på strækningen.
Kørsel uden førerret, Slangerup
Klokken 10.50 blev en 86-årig mandlig bilist fra Frederikssund standset og kontrolleret på Frederiksborgvej. Manden kørte bil, selvom hans førerret var blevet administrativt inddraget, og han blev derfor sigtet for forholdet.
Færdselsuheld, Frederikssund
Klokken 13.53 blev det anmeldt, at der var sket et solo-færdselsuheld på Frederikssundvej ved Græse Bygade, hvor en bil var kørt hen over en rundkørsel. Køretøjet havde i den forbindelse ramt to træer, som var blevet trukket op af jorden, inden bilen standsede.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor den 77-årige mand bag rattet for en sikkerheds skyld blev kørt på skadestuen til kontrol.
Der er på nuværende tidspunkt ikke foretaget sigtelser i sagen.
Spirituskørsel, Farum
Klokken 14.20 ringede en bilist og anmeldte, at en håndværkerbil slingrede kraftigt på Hillerødmotorvejen i sydgående retning nær Farum, og anmelderen formodede, at manden bag rattet var påvirket af alkohol. En patrulje blev sendt til området, hvor det lykkedes at udfinde køretøjet og bringe det til standsning.
Føreren, en 34-årig mand med ukendt adresse, blæste alkometeret op over det tilladte, hvorfor han blev taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille.
Spirituskørsel, Frederiksværk
Klokken 14.44 og 14.50 indløb der to af i hinanden uafhængige anmeldelser om, at føreren af en personbil havde meget svært ved at styre sit køretøj på en p-plads nær Kvickly på Torvet, og begge anmeldere mistænkte, at føreren var påvirket.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 36-årig udenlandsk mand blev truffet bag rattet på bilen. Han fik blæst alkometeret op over det tilladte, hvorfor han blev taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille.
Ulovlig knallert, Frederiksværk
Klokken 16.02 blev en 25-årig kvindelig knallertfører fra Frederiksværk standset og kontrolleret på Frederiksværksvej. Knallerten blev i den forbindelse sat på et rullefelt, således dens maksimale hastighed kunne udmåles, og her viste det sig, at knallerten kunne køre omtrent 72 km/t, hvorfor kvinden blev sigtet for dette.
Tyveri fra omklædningsrum, Skibby
Klokken 17.47 anmeldte en 51-årig kvinde fra Jægerspris, at hun imellem klokken 15.00 og 16.00 havde fået stjålet en taske, der havde været låst inde i et skab i omklædningsrummet i Purple Fitness. Tasken indeholdt diverse beklædningsgenstande, en pung, en smule kontanter og en iPhone 11.
Slog ud efter mand på togstation, Helsingør
En 49-årig mand fra Vallensbæk Strand anmeldte klokken 19.20, at han klokken 18.40 havde befundet sig på Helsingør Station, da en mand kom hen til ham og uden forudgående kontakt slog ud efter den 49-årige, så hans beskyttelsesvisir blev ramt. Herefter steg manden ombord på toget mod København.
Manden beskrives som: 35-45 år, 170-175 cm, mellemøstlig af udseende, almindelig af bygning og med kort sort hår.
Røveri mod forretning, Allerød
Klokken 19.36 kom en mand ind i Aldi på Bjarkesvej, hvor han med en køkkenkniv truede personalet ved kassen til at udlevere et beløb i kontanter, hvorefter han flygtede derfra. Patruljer kørte til stedet, hvor der med hunde blev søgt efter gerningsmanden, som dog ikke var mulig at udfinde.
Gerningsmanden beskrives som: mand, ca. 175 cm, 20-30 år, dansk af udseende. Iført sort jakke, sort kasket og mundbind.
Besiddelse af stoffer, Helsinge
Ved Helsinge Kulturhus blev en patrulje klokken 20.05 opmærksom på tre unge mænd, hvoraf den ene var i gang med at rulle en joint, da patruljen rettede henvendelse til dem. Den unge mand, en 19-årig fra Helsinge, blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Brand i værksted, Hillerød
Klokken 20.09 blev det anmeldt, at der var opstået brand i et nedlagt værksted på en gård på Tjærebyvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor branden i mellemtiden havde spredt sig til tagkonstruktionen. En større mængde meget brandbart savsmuld på stedet gjorde slukningsarbejdet problematisk, men efter nogle timer havde brandvæsenet fået bugt med ilden.
Personerne på adressen blev i forbindelse med branden evakueret, og to personer måtte efterfølgende køres med ambulance på hospitalet til behandling for eventuel røgforgiftning.
På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse er årsagen til branden endnu ukendt.
Brand i skur, Hørsholm
Der indløb klokken 21.16 anmeldelse om, at der var opstået brand i et skur på Donsevej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor de fik kontrol over branden, inden der skete spredning til hovedhuset. Der skete ved branden ingen personskade.
Årsagen til branden er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ukendt.
Unge mænd til gene, Hellerup
Klokken 21.35 blev det anmeldt, at der opholdt sig en gruppe unge mænd under nogle pavilloner ved Waterfront Shopping, som røg hash og muligvis var de samme personer, som ved tidligere lejligheder havde skabt uro på stedet ved at ødelægge bænke og planter samt smide med skrald.
En patrulje kørte dertil, hvor de traf syv unge mænd i alderen 19-20 år og fra København. Der lugtede kraftigt af hash på stedet, men ingen af de syv blev fundet i besiddelse af euforiserende stoffer. Efter en snak med patruljen, hvor de unge mænds generalia blev registreret, blev de bedt om at forlade stedet, hvilket de efterkom.
Besiddelse af stoffer, Hillerød
En patrulje bemærkede klokken 22.10 tre unge mænd, som opholdt sig på Marie Mørk Skolens område. Ved visitation blev den ene mand, en 17-årig fra Hillerød, fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, hvilket han blev sigtet for.
Mistænkeligt forhold, Frederikssund
En 58-årig mandlig beboer på Vestervej anmeldte klokken 23.00, at han havde opdaget en fremmed mand i hans have, og at denne muligvis havde haft skaffet sig adgang til garagen på stedet. Patruljer med hund kørte til stedet, hvor de søgte efter manden, som dog ikke var mulig at udfinde i området. Det kunne ej heller umiddelbart konstateres, om der havde været indbrud på stedet.
Manden beskrives som: ca. 185 cm. Iført mørkt tøj, grå bukser og lyse sko.
Ild i plantekasser, Gentofte
Klokken 01.08 indløb der anmeldelse om, at der var ild i nogle plantekasser, som tilhørte en restaurant på Vangedevej. Da patruljen ankom til stedet, havde anmelderen, en 54-årig mand, fået slukket ilden, som derfor kun afstedkom ringe brandskader på restaurantens facade.
På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse er årsagen til ildens opståen ukendt.
Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 2. - 3. november 2020