Nyt fra Helsinge i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Helsinge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

To biler stødte sammen, Nivå

To biler stødte tirsdag morgen klokken 07.5ammen på Helsingørmotorvejen ved Nivå . Det fremgår ikke af anmeldelsen, hvordan uheldet skete. En 20-årig kvinde fra Gilleleje blev efterfølgende kørt til tjek på hospitalet. 

 

Mistænkelig mand i have, Farum

En beboer på Gregersmindevej kontaktede klokken 08.10 politiet og fortalte, at han netop havde overrasket en mand i sin have. Manden blev beskrevet som mellemøstlig af udseende, 30-40 år, spinkel af bygning og iført mørkt tøj. En patrulje blev sendt til stedet, men manden var ikke at finde i området.

 

Kørte uden kørekort, Kvistgård

Klokken 09.10 blev en 58-årig mand standset, da han kom kørende ad Hornbækvej. Her blev han sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han tidligere var blevet frakendt sin førerret.

 

Hærværk mod bil, Farum

Mellem mandag klokken 13.00 og tirsdag klokken 11.09 er der knust en forrude og ødelagt et sidespejl på en bil, som stod på Gammelgårdsvej. 

 

Maden brændte på, Kgs. Lyngby

Politi og brandvæsen rykkede klokken 12.38 ud til en bolig på Emil Pipers Vej efter en anmeldelse om brand på stedet. Det viste sig imidlertid, at noget mad var brændt på i en sådan grad, at det udviklede en del røg. 

 

Mand truede med at gøre alvorlig skade på sig selv, Hellerup

Tirsdag eftermiddag omkring klokken 14.30 kom en anmeldelse om, at en mand truede med at gøre alvorlig skade på sig selv på en adresse på Ole Olsens Allé. Et større politiopbud og redningsberedskab kom til stedet, hvor det lykkedes at få kontakt til manden, som efterfølgende opgav sin trussel. Han blev senere overgivet til sundhedsmyndighederne. Af hensyn til manden og hans pårørende giver Nordsjællands Politi ikke yderligere oplysninger om sagen.

 

Taget for butikstyveri, Hillerød

En 16-årig ung mand fra Hillerød blev klokken 15.54 taget for butikstyveri i Bilka i Slotsarkaderne. Den unge mand blev sigtet for forholdet, ligesom hans forældre og de sociale myndigheder underrettes om sagen.

 

Kørte ind i parkerede biler, Frederiksværk

Klokken 16.20 kørte en 43-årig spirituspåvirket mand fra Frederiksværk ind i flere parkerede biler på Falkesti. Manden blev sigtet for spirituskørsel og blev taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres for at fastlægge mandens nøjagtige promille til brug for den videre sagsbehandling. Han blev endvidere sigtet for kørsel uden førerret.

 

Indsats mod salg af narko på gadeplan, Nordsjælland

Tirsdag eftermiddag og aften gennemførte Nordsjællands Politi en indsats målrettet salg af narko på gadeplan. Indsatsen fandt sted i Hillerød, Frederikssund, Humlebæk, Farum, Helsingør og Birkerød og i alt 13 personer er blevet sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Alle de sigtede er blevet oplyst om muligheden for at få hjælp til at komme ud af et narkotikamisbrug, ingen af dem ønskede dog at tage imod dette. 

 

Sigtet for narkokørsel, Frederiksværk

En 31-årig mand fra Helsinge blev tirsdag aften klokken 21.35 standset, da han kom kørende ad Hillerødvej. Manden blev sigtet for kørsel under indflydelse af euforiserende stoffer, kørsel uden førerret, kørsel i frakendelsestiden og besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

 

Sigtet for narkokørsel, Frederikssund

Klokken 01.05 natten til onsdag blev en 20-årig mand fra Jægerspris sigtet for narkokørsel, da han kom kørende ad Jenriksvej på en knallert, som efterfølgende viste sig at være stjålet. Manden blev tillige sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde hash.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi