Nyt fra Helsinge i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Helsinge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Mand skar dæk op, Slangerup

Søndag klokken 07.04 blev det anmeldt, at en mand klokken 22.43 lørdag aften havde skåret hul i dækket på en varebil, som stod på Birkemosevej. Via videoovervågning er der følgende signalement af manden: formentlig yngre, iført lys hættetrøje og muligvis joggingbukser.

 

Varmepumper stjålet, Smørum

To varmepumper er mellem torsdag og søndag morgen klokken 09.00 blevet stjålet fra en spejderhytte på Råbrovej. Tyven har skaffet sig adgang ved at bryde en nøgleboks op, hvorefter man har kunne låse sig ind i hytten.

 

Hærværk mod bil, Helsingør

Mellem klokken 01.00 og 06.30 søndag er der knust ruder i flere biler, som stod på Gefionsvej. Desuden er håndbremsen i den ene bil blevet deaktiveret, så bilen er trillet ind i en anden bil. Hærværket blev anmeldt søndag formiddag.

 

Cyklist og hund stødte sammen, Farum

En 53-årig mand fra Brønshøj måtte til tjek på hospitalet efter en hund omkring klokken 10.30 søndag løb direkte ind i forhjulet på hans cykel, da han kom kørende ad Høveltevej og derved væltede den 53-årige. Ejeren af hunden blev sigtet for overtrædelse af Hundeloven.

 

Kørsel uden førerret, Skibby

En 44-årig mand fra Skibby blev klokken 12.32 søndag standset, da han kom kørende ad Østergade. Her blev han sigtet for kørsel uden førerret, da han havde sat sig bag rattet på trods af, at han tidligere var frakendt sin førerret.

 

Tyveri fra bil, Værløse

Mellem lørdag klokken 20.00 og søndag klokken 13.23 er der stjålet fiskeudstyr fra en bil, som stod på Ny Vestergårdsvej. Tyven har brudt en bildør op for at skaffe sig adgang til tingene.

 

Havemøbler stjålet, Frederiksværk

Klokken 15.35 blev det anmeldt, at der i tidsrummet mellem søndag nat klokken 01.00 og søndag eftermiddag var stjålet et havebord og fire stole fra haven til en ejendom på Tårnvænget.

 

Motorcyklist ramte autoværn, Slangerup

En 23-årig mand fra Birkerød måtte til behandling på hospitalet efter han klokken klokken 16.27 påkørte et autoværn, som følge af, at han i en skarp kurve ved Påstrupvej/Sundbylillevej mistede herredømmet over sin motorcykel. 

 

Olie stjålet fra tank, Frederikssund

En større mængde olie er mellem lørdag klokken 14.00 og søndag klokken 10.00 blevet stjålet fra en olietank, som stod på en ejendom på Lerager. Tyveriet blev anmeldt klokken 17.12.

 

Kunne ikke tage vare på sig selv, Helsingør

En 50-årig kvinde fra Hillerød var søndag eftermiddag klokken 17.42 så beruset, at hun blev skønnet ude af stand til at tage vare på sig selv, da en patrulje traf hende på Helsingør Station. Kvinden blev anholdt og taget med på politigården og anbragt i detentionen, hvorfra hun blev løsladt igen klokken 19.13. 

 

Sigtet for narkokørsel, Helsinge

Mandag nat klokken 00.05 blev en 33-årig mand fra Græsted standset, da han kom kørende ad Haragervej. Her blev han sigtet for narkokørsel og taget med på hospitalet, hvor han fik udtaget en blodprøve. Den skal nu analyseres nærmere for at fastlægge hans nøjagtige påvirkningsgrad til den videre behandling af sagen.

 

Oversigten over anmeldelser om indbrud i privat beboelse udgår desværre i dag, men opdateres her på døgnrapporten i løbet af i morgen, tirsdag.





Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi