Skovrider til Naturstyrelsen Nordsjælland

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Er natur og friluftsliv en del af din faglige profil og din professionelle karriere? Har du evnerne og lysten til at skabe resultater ved at arbejde ud fra den politiske ramme og med både høj og bred faglighed? Er du en dygtig personaleleder, der skaber gode rammer og motivation for medarbejderne? Kan du udvikle og vedligeholde lokale partnerskaber? Så har du nu en enestående mulighed for at blive chef i en af Naturstyrelsens lokale enheder med ansvar for nogle af Danmarks mest værdifulde statsejede naturområder.

Om Naturstyrelsen
Naturstyrelsen er en del af Miljøministeriet. Vores primære opgave er at forvalte de statslige skove og naturområder, der svarer til godt 5 % af Danmarks areal, så der skabes størst mulig værdi for samfundet ved at sikre natur og biodiversitet og samtidig give gode rammer for friluftslivet. Naturstyrelsen har cirka 670 medarbejdere, som arbejder på 16 lokale enheder rundt om i hele landet, samt på hovedkontoret i Randbøl og hos Kystdirektoratet i Lemvig.

Om enheden i Nordsjælland
Du bliver skovrider hos Naturstyrelsen Nordsjælland, som er en af styrelsens 16 lokale enheder, der alle har til opgave at forvalte de statslige arealer, udvikle natur- og friluftsprojekter og indgå i lokale partnerskaber. Naturstyrelsen Nordsjælland står for naturforvaltning og friluftsliv i statens skove og naturarealer på Nordsjælland, hvor vi forvalter ca. 26.000 hektar natur. Arealerne strækker sig fra Gilleleje mod nord, Hundested mod vest, Helsingør i øst til Allerød i syd, og indeholder noget af landets mest storslåede natur. Her kan bl.a. fremhæves det store sammenhængende skovområde Gribskov, Tisvilde Hegn, Esrum Sø og Parforcejagtlandskabet i Gribskov og Store Dyrehave, som er udnævnt til UNESCO verdensarv, og som ikke mindst er en vigtig del af vores danmarkshistorie.

Som Naturstyrelsens lokale chef har du en vigtig opgave i at opbygge og vedligeholde lokale relationer med det formål at skabe partnerskaber, der bidrager til Naturstyrelsens kerneopgaver inden for natur og friluftsliv. Det samarbejde involverer bl.a. kommuner omkring lokale udviklingsprojekter med sigte på borgernes velfærd, turisme m.v. Naturstyrelsen Nordsjælland står i de kommende år over for en stor opgave med at etablere to af de besluttede 15 naturnationalparker, der er udpeget i Danmark, nemlig Naturnationalpark Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn samt Naturnationalpark Gribskov. Planerne bliver til i samarbejde med både nationale og lokale interessenter. Du bliver som skovrider i Nordsjælland endvidere ansvarlig for en faglig kompetent omstilling af flere af de statslige skovarealer mod urørt skov med fokus på natur og biodiversitet. Hertil kan der fremhæves et igangværende og stort naturgenopretningsprojekt af Søborg Sø, som omfatter ca. 600 hektar, hvoraf der skal genskabes sø på størstedelen af arealet med omkringliggende enge. Et projekt som indebærer samarbejde med 63 forskellige lodsejere, og som vil have flere positive natur-, miljø- og klimaeffekter.

Som skovrider hos Naturstyrelsen Nordsjælland får du det overordnede ledelsesmæssige ansvar for 48 medarbejdere. Heraf har en personaleskovfoged personaleansvaret for 22 skov- og naturteknikere. Du bliver en del af Naturstyrelsens chefgruppe, som har et godt og tæt samarbejde. Igennem chefgruppen skal du understøtte sammenhængskraften med de øvrige 15 lokale enheder og de normsættende enheder på hovedkontoret. Det forventes naturligt, at du bidrager til det gode samarbejde i chefgruppen og får dine medarbejdere i spil i de tværgående faglige netværk, som hele styrelsen anvender til yderligere resultatskabelse, videndeling mv.

Kompetenceprofil
Vi søger en skovrider, som har forståelse for nuancerne og kompleksiteten i arealforvaltning sammen med den langsigtede og daglige afvejning af hensyn til natur, friluftsliv, kulturhistorie og landskab. Du trives både med hverdagens driftsopgaver og de store forandringer, som den statslige arealforvaltning undergår i disse år med større fokus på vildere natur og biodiversitet.

Du skal have forståelse for din rolle som leder og aktivt kunne bruge styringskæden i den offentlige forvaltning.

Vi lægger vægt på at ansætte en skovrider med følgende kompetencer:

  • Har erfaring med ledelse fra politisk ledede organisationer, kendskab til offentlig forvaltning samt naturfaglig indsigt og interesse.
  • En relevant akademisk uddannelse og indsigt i Naturstyrelsens kerneopgaver inden for natur, friluftsliv og skovforvaltning.
  • Er dygtig til kommunikation med borgere, eksterne partnere samt på og mellem alle niveauer i organisationen.
  • Har en tilgang til personaleledelse, der fokuserer på resultatskabelse, motivation og udvikling.
  • Har lyst og vilje til at sikre prioritering, planlægning af opgaverne og evnen til at kunne følge opgaverne til dørs.
  • Er nysgerrig og har evnen til at tage ansvar for faglig nytænkning samt trives med tværgående, samarbejde og diskussioner.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til ”Rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten” med en grundløn efter Gruppe 1 på kr. 617.763 årligt i aktuelt niveau (april 2023). Ud over grundlønnen vil der være mulighed for at aftale individuelt tillæg, pensionsordning og engangsvederlag efter indsats og resultater.

Hvis du er tjenestemand i forvejen, kan ansættelse som tjenestemand efter en konkret og individuel vurdering finde sted i lønramme 37. For tjenestemænd stiles ansøgningen til Dronningen.

Ansættelsesområdet afhænger af ansættelsesformen. For kontraktansatte chefer er ansættelsesområdet Miljøministeriet med tilhørende institutioner.

Der er tale om en fast stilling.

Til stillingen er der tilknyttet en tjenestebolig med bopælspligt. Boligen ligger i nær sammenhæng med kontoret på Gillelejevej 2B, Esbønderup, 3230 Græsted.

Yderligere oplysninger
Flere oplysninger kan fås hos vicedirektør Signe Nepper Larsen på tlf. 30 51 39 50.

Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest den
29. maj 2023.

Samtaler forventes at blive afholdt den 6. juni 2023 og 12. juni 2023. Samtalerne forventes at blive holdt på en ekstern lokation i nærheden af hovedkontoret i Randbøl.

Der vil indgå en personprofil- samt logisk test i rekrutteringsprocessen.

Stillingen ønskes besat pr. 1. september 2023.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Gribskov Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Naturstyrelsen, Nordsjælland, Gillelejevej 2B, 3230 Græsted

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 29-05-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=168557&DepartmentId=6163&MediaId=3649&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5827104

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet